Larm og livserfaring

Fyldte kopper og tallerkner er fast inventar, når Café Gruppen hver torsdag fylder Harmonien

Det er kun den seneste kop kaffe, der varmer, mens de sidste stole bliver hevet frem, så de fire rækker af fremmødte, spændte publikummer i den kolde sal kan få sig et godt grin. Salen er blevet lånt af det ferierende ballethold, så den er iskold.

Heldigvis er der varme på vej, for bag tæppet tripper Annegrethe og Zita for at komme frem på scenen. Det er torsdagen, hvor de skal fremføre deres sketch. Det er et stykke om livet, som salen kan genkende. Et stykke om noget, der er blevet hverdag.

Alt fra elevationsseng til opsamlingstang og voksenbleer bliver mimet af Zita forklædt som Nina Fjumresen, mens Annegrethe har indtaget rollen som kommunens ‘hjælpemiddelskonsulent’ Karina Smartsen og holder snor i publikum. Når publikum er færdig med at slå sig på lårene og har fået ro i lattermusklen, går forsamlingen ind i stuen igen.

Café gruppen, som de kalder sig, kan nå en sidste snak og kop kaffe den torsdag, inden restauranten serverer koteletter i fad for dem, der har meldt sig. Gruppen mødes hver torsdag i de kolde måneder – og når det ikke lige er den travle juletid – og mødestedet er spisestedet Harmonien.

På et af bordene går en seddel rundt med håndskrevne kuglepensstreger. De skrå streger kan være svære at tyde for personer, der er vokset op med, at man tegner på papir og skriver på computer. Der er to kolonner på sedlen. Den er fyldt med navne på personer, der har slået sine folder i Rødvig. Columbus. Buffalo Bill. Femøren. Navnene har alle en historie. Det bliver hurtigt et samtaleemne ved bordet, og som eftermiddagen bliver de to kolonner til tre.

Sidste torsdag læste Ellen-Nora højt om eksistens og sjæl fra en avis med flere årtier på bagen. Ofte er der indslag men ikke altid. Sikkert er det dog, at der er kaffe, kage, sang og dårlig akustik. Der skal tales højt. Sæt nu, at høreapparatet ikke fanger, hvis sidemakkeren byder en kop. Så ja, der bliver skam talt højt i borgerforeningens cafegruppe.

Der er officielt ikke faste pladser, men de fleste sidder ved samme bord som sidste torsdag, for som en fortæller: “interesserer de sig for noget andet ved de andre borde”. Præcis hvor interesserne adskiller hinanden kan til gengæld være svært at gennemskue for en udefrakommende. Alle lader jo til at hygge sig i støjen, kagekrummerne og hinandens selskab i stedet for at sidde alene derhjemme. 

Men sådan er det nu engang i borgerforeningens torsdags café.


About jzpoulsen

Journaliststuderende fra Danmarks medie- og journalisthøjskole. Jeg har været i 1,5 års praktik på Ritzaus Bureau, hvor jeg blandt andet løb rundt på Christiansborgs gange under Folketingsvalget 2019. Her forsøgte jeg at holde magthaverne i ørene. Tilgængelig på diverse sociale medier @jacobzacher

4 thoughts on “Larm og livserfaring

  1. Hvor er det hyggeligt, at læse om vores torsdag, og jeres præcise billede af hvad der foregår.
    Måske er det rigtigt, man sætter sig det samme sted, men vi har nu også relationer på kryds og tværs, for cafeen byder på et netværk af interesser, hvor man kan gå til og fra. Jeg sætter mig også altid på samme plads i toget, og bliver småfornærmet hvis der er optaget.
    Jeg glæder mig til at læse mere fra her.
    Knus Zita

    1. Kære Zita.
      Jeg er glad for, at du synes, det er hyggeligt at læse vores historie.
      Og mange tak for at du deler dine tanker. Det er super interessant at høre fra en, der kender stemningen, jargonen og relationerne fuldstændigt.
      Jeg vil lige høre, om du har prøvet at sætte dig ved et andet bord om torsdagen?
      Vi arbejder på, at der kommer mere på siden 🙂

      Bedste hilsner Jacob, Rødvig-Bladet.

      1. Jeg hører til den kategori, der altid kommer for sent, derfor må jeg sætte mig hvor der er plads! Ha,ha nej det er ikke rigtigt. Jeg må sige at det ikke er ret tit jeg sætter mig ved vinduesbordene, det var nemmere da der var runde borde, så kunne man godt mase sig ind der hvor det var relevant.
        Torsdagscafeen bliver også brugt til information om de aktiviteter der foregår på andre dage. Vandreklubben tilbyder udover mandagsturen udflugter en gang om måneden, og vil jeg med på sådan en tur, er bordet hvor Alice sidder godt at få en plads ved. Der er også lidt respekt omkring vinduesbordene. Det er bordene hvor der laves det fineste håndarbejde, derfor kræves der også det bedste dagslys. Det bord jeg bedst kan lide at sidde ved er fjollebordet, fordi vi har en klub i klubben (pensionistbanden) så torsdagscafeen bruges til at samle os, og aftale møder på andre dage.
        Håber det giver jer et lille indblik i bordfordelingen ud for mit synspunkt.
        Knus Zita

        1. Hej ZIta,
          Det er så fornemt med et lille indblik i, hvordan du oplever bordfordelingen 🙂
          Derudover er det meget interessant med den øgede respekt omkring vinduesbordene. Det kunne være sjovt, hvis det var den almene holdning i torsdagscaféen!

          Men vi vil i hvert fald gerne sige mange tak for svar og kommentarer her, det hjælper os utrolig meget i bestræbelserne på at blive klogere på jeres dejlige by.

          Mvh Miklas, Rødvig-Bladet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *