Denne fortælling er skrevet af en af Rødvigs egne borgere, der fortæller om sine erfaringer med at flytte til den lille havneby og fællesskabet i Rødvig.
Efter over 25-30 år i selveste København, mestendels på Østerbro ved grænsen til Nørrebro, besluttede min husbond og jeg at flytte ud af hovedstaden – ud til mere fred og ro og lidt højere til loftet med mere naturlige lyde.
Da jeg er født i Syd-Grønland, og derfor i det meste af min barndom har boet ude ved vandet, besluttede vi os for at købe hus i Rødvig Stevns efter en fremvisning af vort nuværende hus på Rødvig Strandvej. Dér flyttede vi ind i august 2010 efter at have malet og gjort klar i omkring en måned.
Inde i København cyklede vi rundt eller tog med bussen eller toget, når vi skulle noget. Så derfor var der ingen af os, der havde kørekort og dermed ingen bil. Alligevel købte vi et hus med carport, da selve huset tiltalte os. Det var først 7 år efter, husbonden fik sig et kørekort, og vi købte bil, eftersom det offentlige transportsystem var ved at være lige så dyrt som at have bil.
Men i 2010 var det stadig til at betale for togbilletterne, og derfor havde vi ingen bil i carporten. Og da husbonden stadig arbejdede inde i København, gik vi rigtig tidlig i seng den første tid her i Rødvig.
Et uvelkomment visit
Efter 3 uger på den nye adresse (og som ”Strandvejs-frue”) blev jeg vækket midt om natten ved 2-tiden ved, at husbonden råbte ud af vinduet på 1. sal, hvor vi sov: ”Hvad Fa..en laver du dér?!” Han var blevet vækket ved, der blev puslet ude på terrassen; han troede, det var ét eller andet dyr, der gik rundt i haven.
Men da det lød som om, nogen forsøgte at slå terrasse-døren ind, gik det op for ham, der var én, der forsøgte at komme ind helt og aldeles u-inviteret – mens vi lå ovenpå og sov! Han fór nedenunder helt splitter nøgen, med mig i hælene med hans tøj; men da var vedkommende ud over alle bjerge.
Vi fik ringet efter politiet, og de kom omkring en time efter. Der blev optaget rapport – der var heldigvis ikke taget noget. Men en noget kedelig oplevelse var det dog. Jeg fik desværre bekræftet mine forbehold ved at flytte i hus helt oprindeligt, da jeg altid har boet oppe i etage-ejendomme i København: Dér kan man kun komme ind af enten hoved- eller køkkentrappen; i et hus kan man komme ind alle vegne.
Det er nu lidt over 9 år siden, vi var ude for dét indbruds-forsøg – og vi har heldigvis ikke haft noget sidenhen. Dog har vi altid haft lysene på huset ud mod vejen tændt om natten; vi har en timer på, så de tændes og slukkes automatisk.
Til trods for denne ”velkomst”, fra på dén tid turnerende tyvebande i sommerhus-områderne på Sjælland, er vi rigtig glade for at bo her i Rødvig Stevns. Jeg meldte os ind i Rødvig Borgerforening i efteråret 2010, da vi ikke kendte nogen her i området – og vi er blevet taget vel imod af lokalbefolkningen. Især de allernærmeste naboer har vi et rigtig godt forhold til.
En ganske sand fortælling fra en ’grønlandsk’ tilflytter fra København.
Kirsten.
