Tilbage i 2003 flyttede Rita Siig og manden Tom Nielsen til Stevns for at blive en del af seniorbofællesskabet Ræveholm i Rødvig. Det krævede en fix idé at blive en del af byen. 

På Ræveholm 16 finder vi huset med de 286 plantefyldte krukker, der udgør haven, som er opdelt i flere rum, så den er mere overskuelig at holde. Her bor parret Rita Siig og Tom Nielsen, og det har de gjort de seneste 17 år. 

Indenfor er der gjort klar til både kaffe og kage. Sort kaffe med mulighed for at supplere med både sukkerknalder og kaffefløde, og så en god gammeldags æblekage med masser flødeskum på toppen. 

I dag er Ræveholm bestående af 24 røde rækkehuse og et stort fælleshus. Men tilbage i starten af 2000´erne var der tomt. 

På det tidspunkt boede Rita og Tom i et 156 kvadratmeter stort hus i Valby. Men det skulle der blive lavet om på. 

–  Jeg sad en dag med Berlingeren som så ofte før. Men denne gang faldt jeg over en annonce. Jeg plejer at læse i billeder, og den dag var der en annonce med ræv, som fangede min opmærksomhed, siger Rita Siig. 

Denne skulle vise sig at have stor betydning for parrets fremtid. Ræven er nemlig logoet for seniorbofællesskabet Ræveholm, der skulle blive parrets fremtidige hjem. 

Rita viste annoncen til Tom, og herfra tog det fart. 

– Vi startede med at tage til et møde i Valby for at høre om projektet og for at høre, om det her fællesskab kunne være noget for os, siger Tom Nielsen. 

Interessen vedblev og efter nogle møder i Køge, hvor der blev sat rammer for fællesskabet, manglede de nu blot at blive klogere på en ting: om det var holdbart at flytte fra Valby og helt til Rødvig, nu de begge havde job i Storkøbenhavn. 

– Vi kørte sammen ned til Rødvig, og så fik vi det timet med, at vi skulle køre mod København i myldretiden. På den måde kunne vi nemlig vurdere, om køreturen og ikke mindst trafikken var noget, vi kunne holde til i længden, og det kunne vi heldigvis, siger Tom. 

Skulle ikke herfra ensomme

Både Tom og Rita så sine forældre flytte for sent, og det betød, at de i deres sidste dage led af ensomhed, og sådan skulle det i hvert fald ikke ende for Tom og Rita. 

Men var det nu for tidligt at flytte fra Valby, og kunne de undvære det store hus og ikke mindst det store køkken så tidligt? 

– Vi havde gået et stykke tid og snakket om, at vi godt kunne være interesserede i at være med i et bofællesskab. Men at det allerede skulle være i 2003 var ikke noget, vi havde regnet med, for vi var da ikke så gamle endnu, fortæller parret. 

Selvom parret måske ikke følte, at tiden var inde for dem, og de skulle flytte fra storbyen og larm til landet og idyl, kunne de få medbestemmelse i forhold til, hvordan deres kommende hus skulle se ud, hvis de slog til med det samme. 

– Vi havde et møde med arkitekten, og han spurgte os om, hvad vi ville komme til at savne mest ved vores gamle hus. Her svarede jeg det store køkken. Men det kunne vi bare sørge for på Ræveholm, sagde arkitekten. Så da vi fandt ud af, at vi kunne bygge vores eget hjem, så det passede til vores præferencer, var valget ikke så svært, og vi valgte Ræveholm, siger Rita. 

En undskyldning for sig – en gevinst for fællesskabet

Ræveholm har ifølge parret været en succes, og der er i skrivende stund kun et enkelt hus af de 24, som ikke er beboet lige nu. Udover at der er gang i de mange rækkehuse, så er der også gang i bofællesskabet, og her spiller både Tom og Rita en stor rolle. 

Tom er formand for bofællesskabets bestyrelse, og Rita er altid klar med en hjælpende hånd til de mange arrangementer, Ræveholm afholder. 

Selvom de nu lever i et seniorbofællesskab, er der er rigeligt med plads til at være sig selv. 

– Vi tænker ikke for alvor over, at vi er en del af et bofællesskab. Alle får lov til at passe sig selv, og det er op til en selv, om man vil deltage i de mange arrangementer. Men vi holder da øje med, om gardinet nu bliver trukket fra, når det plejer, og hvis ikke det er tilfældet, kommer vi lige forbi og tjekker, at alt er, som det skal være, siger Tom.

Før parret flyttede til Rødvig, fik de at vide, at det var umuligt at komme ind på stevnsboerne, der var alt for reserverede. Men det skulle være lyv, sagde Rita. 

– Jeg skulle nok overbevise dem om, at man sagtens kunne komme ind på stevnsboerne, og derfor valgte jeg at hilse på alle i den lokale brugs, som om jeg havde kendt dem hele livet, og det endte faktisk også med, at de begyndte at hilse på mig, fortæller Rita. 

– De begyndte nok at tro, at de rent faktisk kendte mig.

Læring for livet

Stille og rolig fik Rita arbejdet sig ind på de lokale i Rødvig. Og selvom Tom og Rita ikke var ægte Stevnsboere, som man først bliver som tredjegenerations stevnsbo, blev de hurtigt accepteret. 

Men den åbne og imødekommende Rita, som folk i Rødvig har haft fornøjelsen af siden 2003, har ikke altid været lige så åben, som tilfældet er det i dag. 

Der skulle nemlig en jobsamtale i København til, at Rita begyndte at tænke over, at hun skulle ændre på sin væremåde. 

– Ved den jobsamtale fik jeg at vide, at det i hvert fald ikke var kvalifikationerne, der var var skyld i, jeg ikke fik jobbet. Men han fortalte mig, at jeg simpelthen var en undskyldning for mig selv, og han ville have svært ved at ansætte mig grundet kundekontakten, siger Rita. 

Selvom det aldrig er den rareste besked at få i en jobsamtale, betød denne hårde besked utrolig meget for Rita fremover. 

– Først var jeg sur på ham. Og jeg tænkte, hvad fanden han bildte sig ind. Men jo mere jeg fik tænkt over hans ord, jo mere kunne jeg forstå ham. Så efter den jobsamtale bestemte jeg mig for, at der skulle andre boller på suppen. Så på en måde er jeg taknemmelig for hans hårde ord, siger Rita. 

Nu er både Tom og Rita en integreret del af Rødvig, og det er sværere at finde fællesskaber uden de to, end det er at finde med. Hvis du skal snakke med sekretæren i borgerforeningen, skal du have fat i Rita. Og hvis du så skal have fat i byens julemand, der står klar på det årlige julemarked, ja, så er det altså Tom, du skal have fat i. 

De to har fået stor betydning for byen, og der er ikke noget, der tyder på, at Rødvig inden for den nærmeste tid skal undvære parret fra Ræveholm 16 – og vist heller ikke omvendt.

– Vi kommer aldrig herfra, vi er simpelthen blevet så glade for det hernede, siger Rita og Tom nikker.