Imødekommenhed, entusiasme og lokalpatriotisme er ord, der beskriver Freddie Larsen godt. Han går ikke i fodsporene på nogen, han går forrest for at skabe et “vi” i Rødvig.

Fire timer efter at vi mødte Freddie Larsen første gang, åbner han døren til sit hjem for os. 

Han har fået vasket olien af hænderne, den der afholdt ham fra at give os hånden, da vi tidligere på dagen opsøgte ham på autoværkstedet. Fingrene er stadigvæk lidt sorte, men sådan er det jo, når man roder med biler dagen lang.

– Behold bare skoene på, siger Freddie Larsen og konen Anna Veng i kor.

– Vores hund løber ind og ud af værkstedet, huset og haven, så vi har sko på herhjemme, siger Freddie.

– Bare gå ind og sæt jer ved bordet, så er der lidt kaffe, the og æblemuffins til jer.  

Der går ikke lang tid, før en gæst føler sig meget velkommen i parrets hus.

FREDDIE FRA RØDVIG

Freddie har en finger på pulsen, i forhold til hvad der sker i byen. Han er vokset op her. Hans far er fra nabokommunen Faxe, og moren er fra Stevns. Han kender de fleste. Ellers kommer han til det. Og han husker byen, dengang der både var gartner, skomager og andre butikker. 

Men byen har ændret sig. Erhvervslivet er stort set væk, og det ærgrer Freddie meget. 

– Vi bor virkelig ude på landet. Så må vi jo til Køge, hvis vi skal købe kongeligt porcelæn. Ellers køber vi ting på nettet, for man kan ikke få det her i Rødvig længere, siger han. 

– Men vi har en lokal brugs. Den vil vi virkelig gerne beholde, så det er der, vi handler.

Han fortæller, at stevnsboere er nogle særlige typer. Før i tiden var Stevns og Rødvig præget af små enklaver. Der var landmænd, og der var fiskere. Fiskerne kom hjem en gang om ugen og slog sig ned på Harmonien. Sådan var folk samlet. Men de små enklaver er ved at opløse sig.

Nu oplever han, at det er blevet nemmere at falde til byen, hvis man vil det.

– Men man skal selv være opsøgende for at få fat i stevnsboere, som han siger.

Det er nok også blevet nemmere nu, efter at byen ikke kun er præget af fiskeri og landbrug. Dengang kunne man som ny ifølge Freddie godt føle sig uvelkommen.

ILDSJÆL IND TIL BENET

Både Anne og Freddie gør alt, hvad de kan, for at få nye i byen til at føle sig hjemme. De emmer af entusiasme. Det er ikke til at tage fejl af. De lever for fællesskabet og foreningslivet, og det kommer da også til udtryk i, at Freddie er formand for byens borgerforening. Og parret engagerer sig derudover i både biografklub, roklub, arbejdet omkring verdensarven og kulturen i byen.

Freddie har via sit engagement og sit arbejde kontakt til byens borgere. Han gør hurtigt tilflyttere opmærksomme på, hvad der sker i byen. Og han ser sit snit til at fortælle, at byen har en borgerforening. Det kunne jo være, at det gav nye medlemmer.

Han har haft søvnløse nætter over noget af arbejdet i borgerforeningen, fortæller han. Det havde han, da arbejdet omkring den nye hal, Sydstevnshallen, stod på. Det var en arbejdsgruppe, der udsprang af borgerforeningen, der kom med idéen til hallen. Og med idéen fulgte kampe.

Han er villig til at ofre for fællesskabet. Det kom eksempelvis til udtryk da, der skulle holdes fest for den vej, hvor både autoværkstedet og hjemmet ligger. Her ofrede Freddie en dags omsætning fra værkstedet. For festen blev holdt blandt autolift, skruenøgler og det mekanikerstøv, som kosten ikke havde fanget.

Hvis det lille samfund havde en høvding, ville Freddie kandidere meget stærkt til den titel i Rødvig.

Sikkert er det i hvert fald, at han ikke giver op på byen. Selvom erhvervslivet ikke er, som det plejer, så vejer kærligheden til stedet tungere end minderne om, hvordan det engang var.

– Hver gang jeg har været ude af byen, skal jeg lige ned forbi havnen og kigge ud over vandet. Det forandrer sig altid. Udsigten over himlen og vandet er aldrig den samme, siger han.

– Selv hvis der en dag triller vindhekse ned over hovedgaden som i en gammel western, kan jeg ikke forestille mig at flytte herfra.